Krigsfotografen Jan Grarup sætter sit liv på spil, hver gang han er ude på opdrag i krigsramte zoner. Han må løbe og tage billeder blandt skudsalver og angreb. Han klarer den. Livet derhjemme er som i en hver anden familie med en børneflok på fire. Der er noget at se til. Især, da han som sådan står alene med det at være far. Det er også en slags kamp eller livsoplevelse, at skulle takle og overkomme.
Mine forventninger til denne film var egentlig blot at gå ned af memory lane med sange og musik af Bruce Springsteen. Dette blev helt sikkert indfriet. For dem hørte man mange af, og de blev brugt forskelligt. Denne filmseer kunne da ikke lade være at synge med, og klappe til de forskellige rytmer.
Forestil dig en dag som alle andre. Men noget uventet sker. Der dukker mennesker op fra andre tidsepoker op gennem vandet. Det sker verden over. Med ét er alt forandret. Intet er som det plejer. Med tiden sker der store ændringer.
Vi ser en mand under vandet i et svømmebassin. Vandet er klart og blåt Hvad laver han dog der? Er han ved at drukne sig selv, eller… hvad er det, scenen vil fortælle?
Denne serie bygger på originalen fra 1982 af Jim Henson og Frank Oz. Denne anmeldelse og oplevelse af serien er kun baseret på udgave fra 2019 set på Netflix. Så dem der har noget at sammenligne med, de er velkommen til det. Jeg kan kun forholde mig til udgaven på 10 afsnit, som jeg har set, og hvordan den for mig synes at fremstå.
Der findes mange road-trip film. De er alle forskellige. Filmmagerne har deres særlige historie at fortælle. Så hver fim sin berettigelse. Der er altid et formål for den enkelte, hvorfor de vil ud på en sådan tur. Personen eller gruppen af personer der kører ud og af sted på vejene skal nå frem til noget. Noget for dem, der er vigtigt. Camper 303 er ikke anderledes på den måde. En ting er sikkert – mennesker mødes – mennesker ser – mærker efter – finder ud af ting – erkender og oplever.
Hvilken fornøjelse, at man i København afholder Norsk-Svenske Filmdage! Det er en glimrende måde at få aktuelle skandinaviske film med sig på. Der er en fin måde at se film på, der ikke nødvendigvis er mainstream og fra Hollywood.
Mike Banning er, som jeg husker det, denne Mr. Macho Hårdt Slående Tough Guy Secret Service agent i filmene Olympus has fallen og London has fallen. I Angel has fallen, som er den tredje film i rækken, sker der også noget andet.
Der er noget over fællesskabet i et kor. Det være sig i et almindeligt blandet kor – i et rent kvindekor eller mandskor. Sjovt nok, er der mig bekendt kun lavet film eller dokumentar om mandskor. Jeg tænker på den norske dokumentar om mandskoret fra Berlevåg i filmen Heftig og begejstret fra 2001, og nu i år har den engelske Fisherman´s Friends haft premiere, og nu også den norske film Mandskoret. Er der andre film, har jeg ganske enkelt ikke fået dem set.
Det at synge er noget, man gør i sin fritid med vennerne – eller blot for morskabens og hyggens skyld nede på den lokale pub. Sådan er det i hvert fald for mange. Når det så lyder af noget, og andre kan høre og oplever en værdi i det der bliver sunget, ja, så bliver det til noget mere og særligt. Denne ægte, naturlige og ikke prangende måde at synge på er på alle måder efterhånden en opmuntrende musikalsk oplevelse. Det synes jeg, filmen formåede at formidle en historie om. Filmen havde også mange andre lag og kommentarer. Alle skal ikke nævnes her.