Måske skal man kende lidt til italiensk sprog, kultur, og ikke mindst madkultur for at kunne se filmen for hvad den er. Måske skal man have studeret forholdet mellem lærer og elev – måske endda selv have erfaring med det i livet. Måske skal man forstå restaurationsverden med dens kokkes måde at lave mad på, tjenere og ejere.
Som jeg ser det, er der to lag i denne film. Det ene lag fortæller om vores protagonist Jack Malik (Himesh Patel) og hans rejse i en periode af livet. Det andet lag er mere en slags kommentar til den populærkultur vi lever i og med. Den som vi har fået af andre generationer, den vi har nu og, på en måde, den som vil vise sig i fremtiden.
Filmsiden ønsker denne alsidige skuespillerinde, der i dag fylder 70 år, tillykke med fødselsdagen og også med de store præstationer som skuespillerinde.
Ægteparret The Spitz bliver af uransagelige grunde viklet ind i et mordmysterium, som ombord i Orientekspressen på en yacht.
Som jeg husker den første MIB film med Tommy Lee Jones og Will Smith, grinede jeg af de mange skøre scener med skøre aliens. I MIB: International oplevede jeg ikke det samme. Jeg trak på smilebåndet få steder i løbet af filmen.
Høj af stoffer- fuld af alkohol- nede i mørket som en falden engel med stækkede vinger, og med horn og rød som en djævel – Vi har set – Rocketman
Det søde ungdomsliv skal leves til fulde blot en sidste gang. Uforpligtende og uden større ansvar. En sommer før livet som voksen starter.