Efter at have set filmen og tænkt over titlen Sorry we missed you, så får den en slags dualistisk betydning. Den helt konkrete arbejdsrelaterede betydning, og betydning der mere er personlig og medmenneskelig. Det er en interessant tanke.
Forkvaklet verdenssyn.
Det er ordene, jeg tænker på i forbindelse med filmen Harpiks.
Godt og vel inde i filmen, tager et par af biografgængerne sine ting og går.
Viser filmen en livsanskuelse, der er alt for fremmed.
Måske!?
Blev historien og filmens billedsprog for meget.
Hvem ved!?
Den er ikke til at spøge med. Den Islandske natur er ubarmhjertig til trods for dens uendelige skønhed, vildskab og storslåethed. Måske giver den et menneske nogle helt særlige vilkår og måder at takle livet på. Hvem ved?
En gang i mellem er det helt cool, at se en film man ikke skal tænke dybt og længe over. Det kan være tiltrængt, og man skal da blot gribe et sådan moment om muligt.
Allerførst vil jeg meget kort resumere de to forgående Christmas Prince film. Så giver det, det hele måske lidt mere mening, og man har den grundlæggende base for Christmas Prince historien.
Lad mig først ridse op hvad der interesserer mig i denne anmeldelse. Det interesserer mig for det første om jeg kunne lide 80 % eller mere af musikken. Fungerede strukturen i filmen for mig? Fik man et fyldestgørende indblik i Bossen selv? Var det på en interessant nok måde? Hvor mener jeg at kunne se rum for forbedringer? Er der noget man skal tage højde for og medtage i sine betragtninger, inden man kritiserer det sønder og sammen – eller modsat slet ikke giver det fornuftig, passende og respektfuld feedback.
Først og fremmest spørger jeg mig selv, hvilket publikum henvender denne serie sig til? I hvert fald til en som kan lide og kender af countrymusik, og (måske) specifikt til en som kender Dolly Partons liv og levned og hendes musik. Måske skal man have forståelse for og lidt kendskab til amerikansk kultur generelt. Måske skal man have en vis forståelse for, hvordan det har været og er i sydstaterne. Måske skal man selv være vokset op og have levet i gennem årtierne fra 1940erne og frem.
Nutidens enigma – hvordan kan et menneske uden at miste en del af sig selv leve i kapitalismens skygge i pagt med naturen? Er der en grund til, at vi mennesker glemmer, hvad naturen giver og tilbyder os mennesker af mad, drikke og skønhed? Jeg skal ikke kunne sige det entydigt. Filmen denne anmeldelse drejer sig om, den er meget aktuelt og vigtig i det henseende, som jeg ser det. Honningland sætter i hvert fald et klart spotlys op derpå.
Sæson 1 og 2 af The Crown fangede mig. Jeg kunne ikke vige fra skærmen. Historierne episode for episode er godt skrevet og fængslende. Skuespillerne er eminente, og de er utrolig godt castet. I mit sind kunne jeg ikke forstå, hvorfor rollerene skulle overgå til andre skuespillere. Men det er klart og tydeligt meldt ud, at i The Crown sæson 3 og 5 vil rollerne blive spillet af nye skuespillere. Derfor var jeg virkelig spændt, da jeg satte mig foran skærmen. Ville jeg blive fanget på samme måde – ville jeg i det hele taget synes om det?
Leonard Cohen havde flair for rytme og lyrik – hvordan man brugte sproget – han var en ordsmed – han fangede sit publikum (især kvinder) med sine sange og ord. Det var så som så med det at synge. Med guitaren og sine sangtekster fik han fortalt en historie. Mange vil kunne læse mangt og meget ud af hans tekster. Han skabte en af vores tids mest populære og elskede sange Halleluja. Sangen er brugt i film, og mange kunstnere har sunget deres version af den. Hvem var så denne Leonard Cohen? Var der en særlig oplevelse, som kan bruges som omdrejningspunkt og give indblik i, hvem han var som mand og musiker. Det giver filmen Marianne & Leonard: Words of love et bud på.
I disse tider med diskussion om kvinden versus manden – manden versus kvinden må det være svært, at lave en film som foregår i en tid, hvor kvinden og mandens roller var anderledes og mere klart opdelt – men det er ikke filmens hoveddiskussion eller tema. Dette er historien om et venskab og makkerpar indenfor racerbilmiljøet, og hvad Ferrari og Ford havde på sin businessagenda for at vinde Le Mans løbet. Længere behøver diskussionen ikke at gå.