Historien i filmen Honey Boy er netop en sådan historie, hvor manuskriptforfatteren Shia LaBeouf har skrevet om det han kender, og hvad han har på hjertet. Det kan i en historie vise sig at være både en styrke og svaghed
Michael Bay har denne gang lavet en actionfyldt film, der på mange måder er en rodet affære. Men hvis man blot tager filmen for hvad den er, så er det lidt som om at Fast and the Furious møder Pearl Harbour, som gerne ville være James Bond, men på den der drabelig splattermåde, hvor blodet flyder, men samtidig har den et humoristisk twist. Han har ganske enkelt forsøgt lidt for meget, så filmen hurtigt virker for styret og det ikke ligesom kommer naturligt ud til publikum, nærmere som om det bliver presset ind i øjnene på dem.
Efter at have set filmen og tænkt over titlen Sorry we missed you, så får den en slags dualistisk betydning. Den helt konkrete arbejdsrelaterede betydning, og betydning der mere er personlig og medmenneskelig. Det er en interessant tanke.
Forkvaklet verdenssyn.
Det er ordene, jeg tænker på i forbindelse med filmen Harpiks.
Godt og vel inde i filmen, tager et par af biografgængerne sine ting og går.
Viser filmen en livsanskuelse, der er alt for fremmed.
Måske!?
Blev historien og filmens billedsprog for meget.
Hvem ved!?
Mit kendskab til Noah Baumbach er primært baseret på hans arbejde som manuskriptforfatter på de to Wes Anderson film, ’The Fantastic Mr. Fox’ og ’Life Aquatic with Steve Zissou’.
Den er ikke til at spøge med. Den Islandske natur er ubarmhjertig til trods for dens uendelige skønhed, vildskab og storslåethed. Måske giver den et menneske nogle helt særlige vilkår og måder at takle livet på. Hvem ved?
Den amerikanske instruktør Rian Johnson er formentlig bedst kendt hos den bredde filmbefolkning for at have skrevet og instrueret ’Star Wars – The Last Jedi’ fra 2017. For mit vedkommende kender jeg ham bedst for hans debutfilm ’Brick’ – et klassisk noir mysterium, som havde det twist, at den foregik på en high school og havde teenagere i de bærende roller. Den var en hyldest til de klassiske Raymond Chandler bøger, men formåede samtidig at være helt sin egen.
En gang i mellem er det helt cool, at se en film man ikke skal tænke dybt og længe over. Det kan være tiltrængt, og man skal da blot gribe et sådan moment om muligt.
Allerførst vil jeg meget kort resumere de to forgående Christmas Prince film. Så giver det, det hele måske lidt mere mening, og man har den grundlæggende base for Christmas Prince historien.
Sikke en fantastisk historie. Fra første sekund var jeg bare fange af at se denne film. Det skyldes måske også, at jeg synes at traileren så meget interessant ud. En smule abstrakt, men virkelig smuk at se og lytte til. Og det var fuldkommen samme følelse jeg havde, da jeg sad og så filmen.
En garvet veteran skuer tilbage på et langt liv med gangster-klassikere som Goodfellas, The Departed og Casino på cv’et – Marty Scorsese er tilbage og han har taget hele banden med. Castet er en endeløs kavalkade af gangster genrens favoritter fra både TV og film med Al Pacino, Joe Pesci og Robert De Niro i de alt overskyggende hovedroller. Vi møder Robert De Niro siddende i rullestol på et plejehjem. En aldrende gangster, der kigger tilbage på et langt liv som mafiaens håndlanger. En historie, der tager os forbi Jimmy Hoffas forsvindende, JFK og hvordan han blev valgt som præsident(hvilket også blev hans død), og en utraditionel familiefar, der forsøger at forsørge for hans familie og holde sammen på det hele, trods et arbejde som bestialsk morder for mafiaen. Et job, der beskrives af Robert De Niro således: “I paint houses and do my own carpentry”.